Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Historie

Historien bag 10. ved Kløften

I den første halvdel af 80-erne blev der i samarbejdet med ministeriets forsøgsråd gennemført nogle i øvrigt vellykkede og velbeskrevne undervisningseksperimenter på fire overbygningsskolers 10. klasser. Allerede i 1988 blev der i Haderslev kommune, U.- & K. forvaltningens oplæg til en ny generel skolestruktur i kommunen peget på behovet for at samle kommunens 10. klasser for at kunne give eleverne et mere kvalificeret undervisningstilbud.

Skolevæsenet prøvede dog først med, at lade de enkelte overbygningsskoler hver for sig koncentrere sig om lige så mange forskellige indholdstilbud og med mulighed for, at eleverne kunne vælge andre skoler i 10. klasse. Dette tiltag var ikke nogen succes – kun én elev valgte en anden skole. Bakket op af politikerne blev der så i 1991 udarbejdet forslag til enten en samling af 10. klasseeleverne i Ungdomsskolens og Musikskolens lokaliteter på Christiansfeldvej eller at samle eleverne på to af overbygningsskolerne. Der var ikke dengang væsentlige erfaringer at hente om denne nye organisationsform, hvorfor skolevæsenet selv måtte arbejde sig frem til de grundtræk i struktur og indhold, som i det store og hele stadig præger skolen.

Forslaget gav anledning til heftige debatter i mange foaer, og en bred folkelig opbakning var svær at få øje på. Ikke desto mindre troede politikerne så meget på ideen og planerne, at byrådet i 1992 bakkede kraftigt op om oprettelsen af Haderslev kommunale skolevæsens 10. klasseskole – ” Skolen ved Kløften” til igangsætning pr. 1. august 1993. Med ministeriets forskellige dispensationer fra folkeskoleloven var Danmarks første egentlige selvstændige skole for 10. klasseelever hermed oprettet. Mange andre kommuner har hentet inspiration fra dette pionerarbejde, og lovændringerne i 1997 om 10. klasserne, legaliserede Haderslev kommunale skolevæsens måde at tilrettelægge 10. klasseundervisningen på.

Bygningernes historie

Oprindeligt blev bygningerne bygget som hospital. Anvendes nu både som 10. klassecenter, ungdomsskole og musikskole.

De første sygehuse i de sønderjyske købstæder var fattigsygehuse drevet af de lokale fattigbestyrelser evt. i tilknytning til fattiggården. Fra midten af 1800-tallet blev de første moderne sygehuse indrettet med henblik på behandling og helbredelse af alvorlig syge. Christine-Frederikke-Stiftelsen i Haderslev oprettede et sygehus i 1840, som siden blev til et almindeligt sygehus for Haderslev østeramts befolkning. Haderslev vesteramt fik i 1860 sit eget sygehus i Gram.

Da både behovet for og kravene til sygehusene blev større, overtog flere kredse i fællesskab med købstadskommunerne forvaltningen og finansieringen. Dette skete i 1892 både i Aabenraa, Sønderborg og Tønder, og alle de nye kredssygehuse fik nye og moderne bygninger. Tønder kreds indrettede desuden sygehuse i Løgumkloster og Højer – sidstnævnte blev dog allerede nedlagt under 1. verdenskrig. I Haderslev blev kredssygehuset og det kommunale sygehus derimod holdt adskilt
helt indtil 1974.

1970 blev ansvaret for alle sygehuse lagt i amtskommunens hænder. Sygehusene i Gram og Løgumkloster kunne ikke opretholdes, men blev i 1975 h.h.v. langtidsmedicinsk afdeling under Haderslev sygehus og nedlagt.

Se tidligere billede af skolen her:

https://arkiv.dk/vis/1026633